GittesArt

Min Juleside som nu nok mest er små fortællinger i kan nyde.. glædelig jul alle sammen..








Send en julehilsen :-)


De 4 Lys

 

HISTORIEN OM DE 4 LYS:

 

Langsomt brænder de 4 lys.

Alt er så stille, at man kan høre dem tale til os.

 

Det første lys sagde:

 

"Jeg er FREDEN.Folk passer ikke på mig, så jeg er ved at slukke."

Dens flamme blev hurtigt mindre og lyset døde ud.

 

Det andet lys sagde:

 

"JEG ER TROSKABEN. For det meste er jeg kun et ord, som få kender til. Derfor har jeg ikke lyst til at fortsætte med at brænde." Mens lyset snakkede, kom en vind og blæste lyset ud.

 

Så var det 3. lys?tur.

 

"JEG ER KÆRLIGHEDEN. Jeg har ikke kræfter længere til at fortsætte med at brænde. Menneskene negligerer mig. De har glemt, at de skal elske og ære hinanden." Og lyset ventede ikke længere, men døde ud.

Da, med et,kom et lille barn, og så de 3 slukkede lys. Barnet så på dem og sagde: "Hvorfor brænder I ikke længere?"

Da lysene havde fortalt barnet årsagen, begyndte barnet at græde.

 

Da svarede det 4. lys:

 

"Vær Ikke bange! Jeg brænder fortsat, og med mig, kan du på ny tænde de andre lys, for jeg er HÅBET!"

Med tindrende øjne, tog barnet HÅBETS lys. Med dette lys tændte barnet de andre 3 lys.

Lad aldrig flammen fra HÅBET forsvinde i dit liv!!!

.... og lad hver og en af os værdsætte HÅB, TROSKAB, FRED og KÆRLIGHED!!!

Sørg for, at disse lys aldrig slukker!


 

heartDenne søde fortælling skal du give dig tid til heart

 

 

 

Julen der ændrede alt fortalt af Susanne Bösche

Gaver, hygge, og en familie at holde juleaften med tager mange for givet, men der findes danskere, der ikke har nogen at være sammen med den 24. december, og som ufrivilligt har valgt julen fra på grund af ensomhed. I PåGadens julenovelle møder vi to personer, der er alene juleaften og hvor aftenen pludselig tager en højst uventet drejning...

 

Martha snoede det slidte sjal en ekstra gang om halsen og hankede op i plasticposerne. Der var dejlig lunt her på risten overfor banegården, men det gjaldt om at få rørt bentøjet ind

imellem. Der var mange andre steder i byen, hvor den fugtige overskudsvarme så hensynsfuldt blev ledt op til jorden overflade.

 

Martha var en kendt figur i bybilledet med sine mange lag kjoler og frakker og tørklæder og de uundværlige plasticposer. Hun havde sine faste steder, hvor hun hentede den smule mad, hun havde brug for, og hun havde sine faste bænke rundt omkring. Men hun snakkede aldrig med nogen. Der var heller aldrig nogen, der snakkede med hende, og det var hun godt tilfreds med. Hun brød sig ikke om mennesker. Jo, engang imellem kom der selvfølgelig en og anden fra forvaltningen eller herberget eller kirken for at overtale hende til at flytte på et hjem. Så lod hun bare være med at svare og stirrede sammenbidt ud i luften, til de gik igen. De andre kunne passe deres. Så passede hun sit.

 

Engang havde Martha været en ung kvinde fuld af liv og håb som alle andre. Forlovet havde hun også været. Flere gange. Og var der ikke noget med et barn, der døde? Hun kunne ikke huske det længere. Heller ikke om det var et fængsel eller et hospital, der havde lukket sig om hendes ungdom. Årene fortabte sig i barmhjertige tåger.

 

Nu boede hun på gaden, hvor alle stemplede hende, men ingen blandede sig, og den ene dag lignede den anden. Og alligevel var de forskellige. Hun kendte hver due på Rådhuspladsen og hvert egern i parken – for slet ikke at snakke om ænderne og svanerne – og gråspurvene, der holdt til i buskadserne. Hun fulgte levende med i deres færden og delte gavmildt ud af sin mad, hvis der var lidt tilovers. Hver dag bragte nye dramaer: En ælling forsvandt fra flokken, et egernpar gik hver til sit eller en trafikskadet due opgav kampen for livet.

 

Sommetider kunne hun da også fordrive tiden med at betragte folk, der passerede forbi. Hvis hun var i godt humør, kunne hun næsten more sig over den måde, de fleste veg til side for hende, som var hun pestbefængt. Men ellers interesserede mennesker hende ikke. Ind imellem hadede hun dem ligefrem. Men for det meste var hun bare ligeglad.

 

Martha havde sine faste ruter og sine faste ritualer. Når hun henad aften havde lunet sig lidt på sin »natterist«, spadserede hun de tre kilometer til lossepladsen, hvor der som regel kom et par sene lastbiler med affald. Så slog hun et slag omkring havnen, før hun vendte tilbage til risten og gik til ro for natten.

 

De sidste uger havde der været hektisk travlhed i byen næsten døgnet rundt, og den ene gang efter den anden, måtte Martha lægge sin rute om fordi der var mennesker overalt. Om dagen myldrede de ind og ud af butikkerne overlæssede med pakker, og om aftenen hastede de fra den ene julefrokost til den anden. Det irriterede Martha grænseløst. Hun afskyede alle de mennesker og deres fjollede juleglæde, og hun så frem til, at det hele var overstået.

 

Men i aften var der næsten for stille. Det var juleaften, og gaderne lå øde. Ikke engang bybusserne kørte. Selvfølgelig ville der heller ikke være lastbiler ved lossepladsen. Der ville bare være tomt og mørkt – og koldt. Martha kunne godt mærke, at hun ikke var ung længere. Vinterkulden begyndte at gå hende på, og gigten fik hendes lemmer til at værke. Hun satte sig på en af bænkene i halvmørket ved et busterminalen og funderede over, hvad hun skulle stille op med sig selv, hvis hun ikke tog sin sædvanlige rute.

 

– Nu skal træet snart tændes, sagde en lille sprød stemme ved siden af hende.

Martha vendte sig forbløffet og så en gammel kvinde, der sad lille og rank på den inderst bænk.

– Så skal der synges julesange, fortsatte kvinden. Hendes blik hvilede et sted ude i horisonten, og hun lod slet ikke til at have bemærket Martha.

 

Normalt ville Martha straks have vendt sig bort, men hun kunne ikke få øjnene fra den gamle, der sad der så alene på en højhellig juleaften. Hendes frakke var pæn og ren, og den lille hat sad kækt på sned. Hun var bestemt ikke en af de hjemløse.

Hvorfor sad hun så her?

 

Martha følte sig skidt tilpas ved situationen. En underlig følelse af omsorg, voksede frem i hende, og det passede hende aldeles ikke. Hun var ikke vant til at tage sig af andre mennesker – tværtimod! De kom hende simpelthen ikke ved. Men hun kunne vel alligevel ikke lade konen sidde her og fryse ihjel...

– Hvorfor sidder du her? fik hun endelig frem med en rusten stemme, der ikke havde været i brug længe.

– Hvorfor går du ikke hjem?

 

Den gamle rystede bare på hovedet.

– Hvor bor du? fortsatte Martha stædigt.

 

– Fortæl mig hvor du bor, så skal jeg følge dig hjem.

– Jeg skal ikke hjem, sagde kvinden uden at flytte blikket fra det fjerne.

– Der er ingen hjemme. Jeg venter og venter, men han kommer ikke.

 

– Hvem? spurgte Martha og spekulerede på, om konen var gal.

– Magnus, svarede hun.

– Min søn Magnus. Han plejede altid at komme hjem til jul, men nu kommer han ikke mere.

 

– Og så vil du sidde her og bruge juleaften til at skaffe dig en lungebetændelse på halsen. sagde Martha hvast.

– Sådan at Magnus rigtig kan få dårlig samvittighed.

– Nej, sådan er det ikke, sagde den gamle mildt.

– For han kommer ikke mere.

 

Martha rystede opgivende på hovedet og rejste sig fra bænken med et godt tag i poserne. Det var på tide at komme videre.

Hun tog et par målbevidste skridt, men det var som om, benene ikke ville videre. Hun vendte sig modvilligt.

 

– Kom så! sagde hun vredladent.

– Hvis du vil med, så er det nu. Ellers kan du passe dig selv.

Til hendes store forundring rejste den gamle kvinde sig.

– Jeg hedder Olga, sagde hun.

– Vi skal denne vej.

 

De gik gennem gaderne i tavshed. Et par steder kunne de se familierne sidde rundt om julebordet, men de fleste steder var gardinerne trukket for. Ved en af de mange ens døre i et boligkompleks stoppede kvinden og fiskede en nøgle frem fra frakkelommen. Martha blev stående og så hende låse op, så gjorde hun mine til at fortsætte ned ad gaden.

– Du skal med, sagde kvinden fast, og Martha adlød uden at ville det.

 

Det var mange år siden, Martha sidst havde sat sine ben i et privat hjem, og hun kiggede sig nysgerrigt om i den lille hyggelige entré. Olga tog sin frakke af og hængte den omhyggeligt op på en bøjle.

– Vil du ikke af med overtøjet? spurgte hun.

 

Martha rystede på hovedet, skønt hun allerede havde det for varmt.

– Jeg skal ikke have noget tøj af!

Hun slæbte sin poser gennem entreen og stoppede i døren ind til stuen. Der stod et lille fint pyntet juletræ midt på gulvet, og bordet var dækket til to med røde servietter og små forgyldte porcelænsengle.

 

Martha vendte sig kampberedt mod den gamle.

– Du skal ikke tro, du kan lokke mig til noget som helst, hvæsede hun.

– Spar dine gode gerninger til en anden. Jeg tager ikke mod almisser.

– Sæt dig ned, sagde Olga uanfægtet.

– Du kan sidde på Magnus' plads, for han kommer ikke.

 

Marthas blik faldt på et indrammet billede af en smilende ung mand på chatollet.

– Er det Magnus? spurgte hun.

Kvinden nikkede og stillede sig ved siden af hende.

– I år er det tredive år siden, han døde.

– Hvorfor dækker du op til ham, hvis han er død, spurgte Martha mistroisk.

 

– Jeg vil ikke gå glip af glæden, svarede kvinden.

– Hvert år glæder jeg mig til juleaften, mens jeg går og laver mad og pynter op og dækker bord. Og når det hele er færdigt, så er der ikke mere at glæde sig til. Så går jeg min vej. Sådan har det været i mange år.

– Du er en sær snegl, sagde Martha.

– Det har man lov til at være, når man bliver gammel, sagde Olga.

– Jeg kan godt lide dig, sagde Martha og mente det.

– Jeg vil godt holde jul sammen med dig.

– Det er jeg glad for, sagde Olga.

– Nu går jeg ud og varmer sovsen og rødkålen. Kartoflerne står under dynen.

 

Martha kiggede igen på træet og julebordet.

– Jeg er vist ikke rigtig i juletøjet, sagde hun tøvende.

– Måske kunne du alligevel lægge nogle af frakkerne, foreslog Olga.

– Her bliver varmt, når vi tænder lysene.

– Måske kunne jeg også vaske mig lidt, sagde Martha.

– Der er jo trods alt juleaften.

– Der er sæbe og håndklæder på badeværelset, sagde Olga og forsvandt ud i køkkenet.

 

Ude på badeværelset afførte Martha sig lag på lag med ryggen til spejlet. Hendes røde vejrbidte ansigt med det filtrede hår var ikke noget kønt syn. Ind imellem skævede hun til bruseren.

Sidst hun havde været i bad, var hos Frelsens Hær. De havde taget hendes tøj imens, så det skulle hun i hvert fald ikke prøve igen.

 

Ganske vist havde hun fået noget nyt, men det var ikke det samme, og hun havde skældt ud og taget på vej, til de kom med hendes eget i en plasticpose.

Men Olga ville ikke stjæle hendes tøj. Hun havde ikke engang bedt hende om at vaske sig. Martha faldt lidt i staver. Den ene af de nye kjoler, hun havde fået hos Frelsens Hær, var da for resten meget pæn. Hun dykkede ned i poserne, og fandt en krøllet sort kjole. Ren var den da.

Og pludselig begyndte hun at glæde sig.

 

Hun fik den samme boblende fornemmelse, som for en menneskealder siden, da hun og hendes søskende stod i kø for at blive skrubbet i den store balje og blive iført deres stiveste puds. Olga ville nok gøre store øjne...

Martha smilede ved tanken. Det blev kun til en grimasse, men det føltes rigtigt. Hun tændte for bruseren og trådte ind under det varme vand.

 

– Jøsses, jeg kunne jo næsten ikke kende dig igen, sagde Olga, og så anerkendende op og ned ad hende.

– En anden én skulle måske også pynte sig lidt.

– Du er pæn nok, sagde Martha.

– Lad os nu holde jul.

 

De satte sig til bords og mens de spiste, kunne Martha mærke, hvordan hun ligesom tøede op indvendig. Som om hun var kommet hjem. De sagde ikke så meget, men en gang imellem mødtes deres øjne, og de smilede til hinanden.

 

Efter maden hjalp de hinanden med at bære tallerkenerne ud og tænde træet.

– Da jeg var barn, læste min far altid juleevangeliet, sagde Martha.

Uden et ord, fandt Olga Biblen frem, og Martha fik en klump i halsen ved de gammelkendte ord.

Bagefter sang de. Eller sang var måske så meget sagt, for ingen af dem havde den store stemme tilbage, men det gjorde ikke fornøjelsen mindre. De tog alle sangene og salmerne, og da de nåede til: »glæden er jordens gæst i dag med himmelkongen den lille, du fattige spurv flyv ned fra tag med duen til julegilde«, måtte Martha knibe en tåre i det skjulte.

 

Hun følte sig virkelig, som den fattige spurv, der så uventet var kommet til julegilde. Hun havde aldrig drømt om, at hun nogensinde skulle løfte en finger for at hjælpe andre – og slet ikke, at det kunne blive til glæde for hende selv.

 

Da de ikke kunne synge mere, sad de lidt i hver deres tanker og så lysene brænde ned.

– Du skulle jo også have haft en gave, sagde Olga pludselig.

– Det hører sig da til.

– Jeg har fået glæden, sagde Martha.

– Bedre julegave kan man ikke få.

– Det er sandt, sagde Olga og nikkede.

– Uden glæden går det ikke.

 

Hun rejste sig og pustede det sidste lys ud. Juleaften var forbi. Det var på tide at bryde op.

Martha rejste sig tøvende. Pludselig havde hun slet ikke lyst til at gå ud i de kolde gader igen. Den ensomhed, hun selv havde valgt, var slet ikke så tillokkende mere. Men af sted skulle hun jo.

– Du kunne jo få Magnus' værelse, sagde Olga.

– Det er pænt stort, og der er en god udsigt. Det kan ligeså godt være dit, for Magnus kommer ikke mere.

 

Lidt af den gamle mistro og stædighed skød op i Martha.

– Jeg har mine ting, jeg skal passe, sagde hun affærdigende.

– Jeg skal ikke bo nogen steder. Der er ikke nogen, der skal bestemme over mig.

– Nej, det er klart, sagde Olga. Hun tog sin kaffekop og bar den ud i køkkenet.

Martha så efter hende.

– Ville du gerne have, at jeg blev, røg det ud af hende.

Olga vendte sig i køkkendøren.

– Kun hvis du selv vil, sagde hun.

– Der er ingen glæde ved at tvinge andre.

– Jeg vil gerne, sagde Martha.

 

Da juledagene var ovre og hverdagen begyndte, var der nok én og anden, der studsede over, at den underlige gamle posedame var forsvundet fra gadebilledet, men mere blev det ikke til.

Til gengæld var der mange, der lagde mærke til de to ældre kvinder, der hver dag spadserede deres faste tur til parken hvor de små egern flokkedes om dem, videre til søen, hvor de fik lang tid til at gå med at fodre ænderne og svanerne, videre over Rådhuspladsen og ned i havnen, hvor der altid var noget at se på. De så altid så glade ud, at det ligefrem smittede. Søde og venlige var de også, og der var efterhånden mange, der begyndte at slå en lille sludder af med dem.

 

Den ene af dem, var ganske vist noget fåmælt, men den lille med hatten var altid parat til at fortælle om dagens små og store oplevelser. Og så havde hun den pudsigste vane med at stikke en albue i siden på den anden, når hun var færdig med en beretning.

– Er det ikke sandt, hvad jeg siger, Martha, spurgte hun.

 

Og Martha nikkede og smilede til hende og svarede:

– Jo, Olga. Det er så sandt, som det er sagt.

Så hankede de op i brødposerne og spadserede videre. Og folk så efter dem og tænkte, at det dog var mageløst, så tæt de to var knyttet til hinanden. De havde sikkert været veninder siden barndommen. Eller måske var de endda søstre...


heart

 

 

 

Jule-frugtkage

Ingredienser:
5 dl mel
4 æg
2 dl tørret frugt
1 tsk salt
1 dl farin
1½ dl nødder
2 l whisky

Fremgangsmåde:

1.Find en mellemstor skål
2.Smag på whiskyen for at forsikre dig om, at den er god.
- Hæld den gerne i et decilitermål og drik . . .
3.Gentag punkt 2
4.Tænd for elpiskeren
5.Pisk 1 dl smør og 1 tsk sukker sammen
6.Tjek at whiskyen stadig er OK, ved at drikke en deciliter
7.Schluk elpiskeren
8 . Pluk to høns og schmid disse i skåhlen sammen med den frørrede tugt .
9.Thhænd f..for elpizzkeren igen
10. Hvis den frørrede tugt sætter sig fast i schkålen, så grav den fri
11. Smag derefer på whiskyen. Tze er vightit den schtadig er fffin
12...Ssså ..schkal du bruhhhhe 2 ss schalt, eller sssåådannåed...
13. Det er forresten ikke så intes.. intras.. vichktigt
14. Tzjeck wiskyen .. hik
15. Hak nødder. Og så llidt zåhkker, eller hva faen der er i nnnærhedn
16. Schmør ovnen
17.Vrid kageformen 220 grader. Glem ikke at *hup* schlukke elpizzzzzkeren puhhh
18. Schmid schkålen ud af vinduet og tjek whiskyen igen

Gå ihhh zæng. Hvem faen ka' alligehhveller li' frugtkahhge

God jul og godt nytår. ;-)








Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk